Efter min fars fortællinger om sejlture i kammeraters fædres ”lånte” sjægte fra Skærbæk (mellem Skarrehage og Feggesund) til Thisted, og som dreng et mislykket forsøg på få købt Thissinghusesjægten (er i Sjægtebiblen), var det ikke svært, at vække min lyst til at blive sjægteejer efter blot én sejltur med Jens Bækholm i Henriks første sjægt Anne, i sommeren 1976.
Ved et tilfældigt besøg på Sillerslev havn vist nok meget tidligt forår 1977, opdagede jeg en sjægtelignende båd ligge i vandet udstyret med en påhængsmotorbrønd i bagbords side lige bag dammen.
Jeg fandt ejeren, men den var ikke umiddelbart til salg, men han fik da spurgt: Hva vel do gi fuern ?
Jeg kom af med 2500.- kr. Så husker jeg ikke ret meget mere før den stod uden for Søndersiden 12, her i Hjarbæk.
Bl.a. derfor vides det ikke hvem eller hvor den er bygget. Og da historie langt senere begyndte at interessere mig kunne jeg ikke engang finde ham jeg havde købt den af.
Efter at have pillet og skrabet lidt i den uden for huset, tilbød Leif Andersen, at jeg måtte stå i hans lade og skifte agterstævn og et spant og et par bordgange for at få tætnet motorbrønden, og få den malet i traditionelle kulører, så vi kunne nå at komme med til det første VM.
Det skulle han senere komme til at fortryde. For uden at vi havde sejlet med sejl før 1977, vandt båden, til alles overraskelse og allermest nok vores egen, alle tre sejladser. Og selv om den er meget grundflydende, var det på krydset vi tog fra.